NOVAX historie
NOVAX A/S er stiftet af Erling Abildgaard i 1983 under navnet
NordTeam Gruppen ApS. Virksomheden var først en økonomisk
rådgivningsvirksomhed, der også tilbød rådgivning indenfor EDB
området. De første år var Erling den eneste medarbejder, og han
arbejdede fra sin privatbolig. Snart blev Inge Abildgaard dog også
ansat, og med i alt 4 ansatte flyttede NordTeam Gruppen i 1986 til
større lokaler på Voldbjergvej i Risskov.
Virksomheden fokuserede mere og mere på de nye muligheder inden
for den hastigt voksende EDB-branche, og en egentlig
programudvikling begyndte så småt med udviklingen af en række
specialprogrammer - herunder blandt andet laboratoriesystemer.
I 1989 begyndte udviklingen af et it-system til
praktiserende læger og speciallæger, og det første NOVAX lægesystem
blev taget i brug den 2. januar 1990. Udviklingen
af lægesystemet var nu firmaets hovedaktivitet.
I 1992 var NOVAX vokset til 8 medarbejdere og flyttede til
Vejlbygade i Risskov. Samme år overtog firmaet desuden
DataFlex-udviklingsafdelingen fra Dana Data og voksede dermed
yderligere.
I årene herefter udvidede virksomheden sit forretningsområde til
den kommunale sundhedspleje, hvor Hinnerup og Galten Kommune i 1998
var de første, der fik NOVAX' system.
Virksomheden voksede hastigt i de efterfølgende år, og den store
succes betød, at man endnu engang måtte finde nye lokaler. I 2008
flyttede NOVAX således ind på den nuværende adresse på Bremårevej i
Lystrup. Her var der god plads til den vækst, der efterfølgende har
fundet sted med en lang række nye kunder og forretningsområder.
Elektroniske journalsystemer til rehabiliteringscentre,
privatklinikker, privathospitaler og dyrlæger er således alle
sammen løsninger, der er blevet introduceret over de sidste par år,
og virksomheden er nu oppe på mere end 40 ansatte.
På tidslinjen ovenfor kan du se billeder fra NOVAX
historie.
Hvis du er interesseret i at høre mere om virksomhedens baggrund,
er du naturligvis også altid velkommen til at kontakte os.